Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
,394
Huldren træder frem i et pludseligt solstreif,
som kaster lys over lien, eller røber sig ved
en lurtone, som klinger hen mellem-fjeldene.
Vil man stirre paa disse skikkelser, synker
de tilbage i naturgrunden. De er mere
syner end skikkelser; de maa ikke gives
«plastisk djærvhed». • De maa aldrig rives
løs fra hjemmet i naturen; de «hefte ved
deres Hjem, røres og aande der i de
skiftende Dags- og Aarstiders Stemninger». Som
i oldtiden er derfor huldren, «dronningen i
denne fabelverden», endnu den tilhyllede,
den forborgne. Hun kan ligesaalidt som
de gamle nordiske guder rive sig løs fra
den mægtige natur; hun ligger under
landskabets magt.
Selv fra det øde, snedækte høifjeld
kommer liv. Ogsaa fra fjeldet flyder sagnets
strøm ned til den grønne vang. For synet
staar vistnok fjeldet som den ode vidde.
Hoit over de norske Dales Pragt
et Hige blandt Skyer er vidt udstrakt,
og Klipper hæve sig der igjen
af Odemark og af Kjern paa Fjeld,
og Sneens Tepper brede sig lien
paa alle de sorte Klippers Knæ.
og over de voxende Kildevæld
har Isen lagt den taarnede Bræ.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
