Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
,396
undertiden søger at gjøre hendes ukristnede
Natur-Liv anskueligt».* Naar denne side
af hendes væsen ikke skal være det
fremtrædende, bortfalder disse merker som «løse
og uvæsentlige attributer».
Det blev ogsaa fremhævet, dengang
Nyere digte udkom, at Welhaven havde
idealiseret huldren ved at borttage «alt det
dyriske, væmmelige og stygge, som den
barokke Folkephantasi har lagt deri.
Huldren er hos ham ikke længer den drøie
Jetteqvinde med Kohalen, men en deilig
let Skikkelse, med svævende Alfefjed og rene
Former.»**
Af sine romancer satte Welhaven selv
Asgaardsreien høiest. Han fremhævede den,
naar der blev pegt paa en af de andre som
den ypperste. Digtets stof, fortalte han,
havde formet sig i de ydre omrids, idet han
lauste en retssag; men der var endnu ikke
liv i emnet; stoffet laa som en død klump.
Som lian en kveld gik ude ved Grønlien,
hører han ud fra en dansebod en strygende
feier, og med en gang løsner emnet i
rytmisk bevægelse, og digtet er færdigt.
Welhavens forkjærlighed for dette digt
* VII. s. 148.
** Den Constitutionelle, den 22. dec. 1844. No. 357.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
