Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
,436
Fjernt bag mig ligger Glæden
som en blaalig-farvet Kyst.
Han talte aarstidernes sprog. Saa
inderlig var hans sind bundet til vaarens lys,
dens birk og hæg, at al glæde forekom ham
at dufte af vaar; al ynde, som traadte ham
imøde, gjorde et vaarligt indtryk. Glæde
og ynde kalder lian derfor vaar. Naar han
skal skildre det forhaabningsfulde sjæleliv
hos ynglingen, udtrykker han sig ved at
sige, at der «i hans indre var frodig vaar».
Naar den gamle endnu bevarer friskhed i
sindet, da har lian «gjemt til høstens stund
sin vaardags line hjerteblad». Den unge
kvinde, som straalende træder ind i
selskabs-salen, er en alv fra de grønne dale, «og i
vor vinterlige dvale vi studsede ved hendes
vaar». Men ak, hun fandt senere «sin
vaarsol slukt ved ørknens rand». Ja, der
er næsten ikke et digt, hvor ikke aarstiderne
forekommer som billeder. Især har vaar
og høst trængt ind paa ham og betaget
ham, vaaren som den korte, lysfyldte gladde,
fuld af drømme 0111 fremtiden, og den lange,
mørke høst som tungsindet, hvor det eneste
lysende er mindet om vaarens glans. Hans
eget liv har staaet for ham som den korte
vaar fulgt af den lange høst. Merkelig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
