Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
,404
kun om, at hvad der er os kjært, ikke mere
er. Nutiden har vi en tilbøielighed til at
nedsætte og se i mørke farver; men disse
forhøier netop det lys, som falder paa
fortidens skikkelser. Fra mørket retter vi
synet tilbage mod en lys fortid.
Welhaven havde altid i naturen
beundret den «milde kraft, der knytter sydens
vaar til vintrens zone»; hans egen digtning
var baaren af en slig mild kraft. Hans
frembringende evne trængte den forklarelse,
vemoden gav, og hans kjærlighed til tiet
svundne øgedes ved modsætningen til
nutiden, Han synes aldrig at have følt sig
vei i tidsforholdene. Han har sikkert altid
havt følelse af, at tiden var ugunstig for
en digter med hans anlæg. Hør hans triste
«monolog»:
Da jeg var ung og da min Rost
blev som paa Foraarsskyer baaret,
alt dengang var min Glæde daaret:
thi da var Verdens Aarstid Host.
Og siden ja hvor lidet blid
er Tiden for en Sanger vorden.
Men nu jeg kjender Dagens Orden
og ved, at det er Vintertid.
Vi kan ikke gaa ifra Welhavens æsthetik
uden at se den i forhold til Schillers æsthe-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
