Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
,537
tegne Aandens Spænding i et Overmaal af
Lidelse». Han lader sin følelse rase, svulme,
brænde i de gyldne strenge. Dette slags
pathos har den nyere digtekunst ganske
forladt.
Ewalds indre var som Wergelands
sønderrevet. Den nedbrudte digter med sin
ildsjæl lignede «et brændende Vrag, der
oplyser Kysten og forbauser den, medens det
fortæres og synker». Derfor er der en
pinefuld strid mellem hans liv og hans digtning.
Hans liv kommer ikke til forklarelse i
digtningen; denne maa hæve sig over hans liv
for at komme hort fra dets elendighed.
Hans nød var i hele sin art upoetisk, og
derfor altid denne trang hos ham til at
gaa ifra virkeligheden; ingensteds kan han
med fuld klarhed og fortrolighed slutte sig
til den. Hans digtning er selvforglemmelse.
Da Ewalds digtning ikke havde hold i
virkeligheden, kunde den ligesom heller ikke
ved egen kraft holde sig opret; den søgte
ind under fremmed magt. Vi har det
kummerlige syn at se tidens største
digterbegavelse bøie sig under fremmed indflydelse.
Hans mønster var Klopstock, en mand, som
forlod den frugtbare virkelighed for at
færdes i ørkenen. «Klopstock tog Ødet til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
