Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DLXXXIII
Du er saa deilig — han er styg som Fanden,
Ak see paa mig, vi passe for hinanden.
Jeg saae dit Billed i min Barndoms Drømme,
Jeg sogte dig i Livets vilde Strømme.
Nu fører Skjæbnen vore Hjerter sammen,
l)et er dig mere værd end Præstens Amen.»
«Herr Lieutnant, fol dog, mit Hjerte banker,
Jeg kan ei længer skjule mine Tanker —
Men ak! min Bjørn er ikke let at drille,
Han kunde komme, naar vi nødig ville.»
Den Farver lytter ved en liden Rifte
Og hører tydelig det hele Skrifte,
Han qvæler Harmen, pønser kun paa Hevn
Og træder ind i Stuen spag og jevn.
«Min Kone, jeg maa bort paa nogle Dage;
Pas Huset vei, jeg kommer snart tilbage.»
Den Farver pakker ind en Mængde To i,
Hvo skulde tænke da, at Manden loi?
«Og vær ei vred, min lille søde Skat;
Jeg var saa ond, og du saa from i Nat!»
Til Afsked kysser han sin Kone ømt —
Hvo skulde tro, at Saadant var paa Skrømt?
Den gyldne Phoebus blæser ud Lampeten,
Den kydske Luna aner Tet-a-teten
Og skjuler skamfuld sig i LJveirsfrakken,
Skjøndt der stod maanelyst i Almanakken.
Vor Farver sagte som en Vestenvind
Sig sniger i sin mørke Vaaning ind
Og varlig han for Ægtesengen triner.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
