Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første afsnit. Leo Tolstoi og hans livsverk - 1. En levnets-skisse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
have ringeste haab om at naa det. Han er, siger
Meresjkovski, en egoist indtil hjerteroden. Her kan jo ogsaa vi
andre følge med. Vi troede ikke at han stod os saa nær!
Endog i sin forsagelse af kjødspiser og anden animalsk
næring er han alligevel en „raffineret epikuræer“, mener
Meresjkovski. Thi han sørger bestandig gjennem
legemsøvelser for at have en udmerket appetit! Se, det kan
ogsaa vi Vesteuropæere være med paa. Det er næsten,
som om Meresjkovski i visse øieblikke forstøder sin store
landsmand og skyver ham over til os. Meresjkovski elsker
derimod og idealiserer Dostojevskis epilepsi, den „hellige“,
„dæmoniske“ sygdom, som gjorde „sjælen mere
gjennemskinnende hos ham end hos andre mennesker, saa han
kunde se, hvad aldrig nogen før ham havde seet“.
Dostojevskis „hellige“ sygdom var, siger Meresjkovski, kanske ikke
nogen ytring af svaghed, men tvertom af overflødig
livskraft,... „den yderste koncentration af aandelighed“ —
medens Tolstoi eier et „ligesaa helligt, dæmonisk overmaal
af kjødelighed, af fysisk styrke, af tordenagtig
frembrydende livskraft.“
Hvor let har ikke vi jordbundne Vesterlændinger for at
tilgive Tolstoi, at sjælen ikke hos ham var saa
„gjennemskinnende“, og at han ikke havde en saa hellig og
hemmelighedsfuld sygdom. Eller at han efter Meresjkovskis
mening var altfor lunken, altfor lidet yderliggaaende som
idealist. „Tolstoi har altid, ialfald i sine handlinger,
undgaaet yderligheder,“ siger Meresjkovski, „medens
Dostojevski selv tilstod, at han altid gik til den yderste grænse
og over grænsen.“ Det irriterer den strenge kritiker, at
Tolstoi var saa „sindig og selvbehersket“, om ikke i
theorien, saa dog i handling. Han er „et menneske, i hvem
den feige middelvei, den aandelige lunkenheds djævel, har
feiret sin sidste og største seier“, „en mand, som lever i
en skrigende løgn,“ — fordi han nemlig ikke driver sin
idealisme ud paa den yderste pynt og blir en ny
Franciscus af Assisi eller en ny Ruslands hellige Alexéi.
Der er intet, som kan bringe Tolstoi nærmere til os
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
