Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første afsnit. Leo Tolstoi og hans livsverk - 1. En levnets-skisse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
end denne daddel. Han er altsaa ikke nogen logisk
gjennemført selvofrer som Søren Kierkegaard eller Ibsens
Brand. Ingen legemliggjort ensidig theori. Heller ingen
nevrasteniker, som sin store samtidige Dostojevski. Ganske
vist har ogsaa Leo Tolstoi med sit lidenskabelige naturel
gjentagne gange havt alvorlige og endog livsfarlige sjælelige
kriser. Efter det store religiøse vendepunkt i hans liv
blev han syg og følte sig endog fristet til selvmord. Men
denne nedstemthed varede ikke længe, siger Meresjkovski.
„Den var vel ikke saa alvorlig“. Da hans svoger Bjehrs,
efter flere aars fravær, besøgte ham paa Jásnaja Poljána
efter den religiøse krise, fandt han vistnok Tolstoi graanet
og mere stilfærdig og vemodig end før. Det smittende
glade humør, som altid før havde udmerket Leo
Nicolajevitsch, syntes at være forsvundet. Men dette var bare det
første indtryk. „Da Tolstoi saa, at jeg var forstemt over
hans alvor, begyndte han at spøge med mig, og da jeg gik
ud af salen, hoppede han aldeles uventet op paa min ryg
— som en anden skøiergut.“ „Senere,“ fortæller den samme
svoger, „var han med mig og skar korn og gymnastiserede.
Vi sprang omkap og hoppede buk og slog kegler.“ (Dette
var altsaa efter Tolstois religiøse vækkelse, i
femtiaarsalderen). Børnene — siger Bjehrs — var aldeles henrykte
over at faa lege med ham. Det er en evig fest at være
paa Jásnaja Poljána. Er der en leg paafærde, som kræver
stor raskhed, behændighed og udholdenhed, da kan
ungdommen være sikker paa at have Leo Tolstoi som tilskuer
og ofte som deltager. Engang fandt han op en leg, som
vakte børnenes stormende begeistring, „det numidiske
kavalleri“. Den var ganske enkel. Leo Tolstoi reiste sig
pludselig fra bordet, strakte den ene arm i veiret, og
medens han viftede med haanden som et flag eller en fane,
lagde han paa sprang gjennem alle værelserne. Børnene
efter, og alle de unge, tilslut de gamle, i et langt optog —
det numidiske kavalleri!
Ikke sandt, dette lille ryttertog rider overende hele
Meresjkovskis korthus af anklager mod den gamle
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
