Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første afsnit. Leo Tolstoi og hans livsverk - 1. En levnets-skisse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
25
lag, den altmedvidende fantasi, som her har krævet sin
ret? Det var sikkert ikke af alderdomssvækkelse eller
aftagende livskraft, at en digternatur, som havde en dyb
trang til samfølelse med alt levende, mere og mere fandt
en priviligeret herremands kaar altfor trange. Det var,
tror jeg, ikke mindst ud fra denne sin dig t e r natur, at
han længtes over fra de priviligeredes lille, forholdsvis
snevre kreds, til det store millionsamfund, som bar de pri
viligerede oppe paa sin brede, taalmodige ryg.
Det var, som om lykken vinkede ham fra de lidendes
samfund, fra dem som arbeider og er besværede. Lykken
var at være der, hvor de var; lykken var at leve som en
af dem, af sine egne hænders arbeide, være en af sam
fundets bærere, en af dem, som staar nederst nede paa
jorden og bærer hele den høie sociale overbygning. Lyk
ken laa i inderligt samfund med disse bærende, taalende,
udholdende og opholdende kræfter. Fra kultursamfundets
kunstige overbygning længtes han efter at stige ned paa
jorden og være med at bære og lide og taale.
Forholdet mellem over- og underklasse viste sig for
ham i det sterkt forenklende billede af et menneske, som
sidder oppe paa et andet menneskes ryg. Overmennesket
er oprigtig bekymret for det bærende menneskes velfærd
og sidder og grubler over, hvorledes dets kaar skal kunne
forbedres; men stiger alligevel ikke ned af dets ryg!
Den gamle samfundsordning med dens klasseforskjel
blev for Tolstoi uretfærdig, ukristelig, — samfundsløs.
Og rundt omkring sig saa han den ene side efter den anden
af den moderne kultur, som forfærdede ham og vakte hans
afsky. Han besøgte et af de store slagterier og saa, hvor
ledes husdyrene, vore hjælpere, laa der blodige, med stive
øine, fordi menneskene vil have dem til velsmagende føde.
Og han fik væmmelse ved at spise kjød. Han saa, hvor
ledes samfundets stedbørn blev slæbt for retten og hængt
eller forvist til gruberne i Sibirien, — dette, som kaldtes
retfærdighed, forekom ham at være statens hevn, en lev
ning af den gamle romerske og gamle jødiske krigsmoral,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
