Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første afsnit. Leo Tolstoi og hans livsverk - 1. En levnets-skisse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
28
hvori Tolstoi har udtrykt sin nye kristendom som i et
eneste glimt, skal jeg nedenfor gjengive i forkortning, efter
en af de nyeste bøger om Tolstoi, af Sergius Persky.
Ifølge denne legende, som Tolstoi enten selv har digtet
eller snarere omdigtet, blev keiser Alexander den første,
han som i sin ungdom havde villet frigive de livegne og
ovenikjøbet gjenoprette Polen, men ligesom var drevet af
med bagevjen, ind i den hellige alliances reaktion, denne
keiser blev tilslut saa misfornøiet med sig selv, at han fra
sagde sig tronen og levede som privatmand, fortæller legenden.
Han samtalte gjerne med bønder, med mænd af folket, og
beundrede deres fromme sindsro, deres tilfredshed med det
arbeide, som Gud havde givet dem. Hans høieste ønske
var, at han selv kunde blive bonde og tabe sig i massen
af de trofaste og troskyldige arbeidsfolk, som gjorde Guds
arbeide“ paa jorden, eller det arbeide, som Gud havde lagt
paa dem. Men han følte, at han endnu ikke var ren nok
af sind til at iføre sig bondens kofte og begynde at arbeide.
Først maatte han gjennemgaa en stor prøvelse. Da var
det, at han en dag fik være øienvidne til afstraffelsen af en
soldat, som skulde have otte hundrede stokkeslag (hvad
der var den visse død), fordi han havde rømt to gange fra
tjenesten. Han havde bedt om orlov for at reise hjem til
sin gamle far, som laa for døden, og tage imod hans sidste
velsignelse. Men han fik ikke lov. Han rømte, men blev
fakket. Rømte for anden gang og blev atter fakket. Og
nu skulde han dø. Hans ryg var snart bare en eneste
rød flek af sønderflenget kjød. Han blev baaret bevidstløs
bort, efterat han havde faaet halvdelen af de otte hun
drede slag. Og da keiser Alexander, uten at give sig
tilkjende for andre end hospitalslægen, spurgte om den
ulykkelige soldats tilstand, sagde lægen, at han vilde dø i løbet
af dagen. Rygraden var knust paa to steder.
Keiser Alexander, som vel under selve afstraffelsen havde
været lammet af rædsel, befalede lægen at lægge soldatens
lig i en kiste og tillodde den, saa den aldrig mere blev
aabnet, og sende liget til Petersburg som keiser Alexander
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
