Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første afsnit. Leo Tolstoi og hans livsverk - 3. Tolstois religion
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
89
skal tage skikkelse og sted; —
at give af sin egen ild,
netop som gydningen skal til,
at trykke af sin egen form
i det, som bliver slegters norm, —
at blæse aande af sin aand
i tidens mund — ved Herrens haand.
I disse glødende linjer har den vesterlandske virksom
heds-trang, skaber-trangen og opfatningen af livslykken
som aktivitet, faaet sit kanske mest fuldtonende udtryk.
Ogsaa her, som hos Tolstoi, er arbeidet, virksomheden
opfattet som en Gudstjeneste, en deltagelse i et guddom
meligt verdens-arbeide. Men enhver føler, at klangfarven
er vidt forskjellig. Der klinger andre overtoner med, som
ikke fandtes hos Tolstoi. Hos Bjørnson er deltagelsen i
verdens-tjenesten opfattet mere individualistisk, mere kunst
nerisk selvfølende, selv om han nærmest retter ordene
til Sverdrup og tænker sig fremskridts-arbeiderne som
kjæmpende sammen i en stor fylking, hvori han selv blot
er én af mange. Hoved-forskjellen er dog den, at Bjørn
son, ligesom Wergeland, og som Goethe og Shelley, optager
hele kultur-arbeidet, ikke blot det etiske arbeide, i sit be
greb om verdens-tjeneste og Guds-tjeneste.
Vi har hos Bjørnson, baade i digtet til Johan Sverdrup
og i den store foraars-salme fra 1880, et for alle tider
klassisk udtryk for den lyse, verdensglade, vesterlandske
fromhed, som er en fortsættelse af den ældre græske
religiøsitet, i modsætning til den sen-græske etiske
pietisme.
Leo Tolstoi er en storstilet, i sin art enestaaende etisk
pietist. For ham er alene godheden, den moralske kraft
udfoldelse værdifuld og Guds-aabenbarende. For Bjørnson
derimod, som for Goethe og den vesterlandske aands
bannerførere, er alt kulturelt fremskridtsarbeide, al leve
dygtig ny-skaben, en udfoldelse af det guddommelige i vor
natur.
Godheden, det etiske, er for digtere som Goethe
(i hans bedste stunder) eller for Wergeland og Bjørnson
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
