Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første afsnit. Leo Tolstoi og hans livsverk - 4. Tolstoi og Nietzsche
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
100
interesse for Schopenhauer. Dog ikke blot fordi
hans filosofi var uhyre opsigtsvækkende og kuriøs, altsaa
særlig fængslende for en turistopfatning af den vester
landske filosofi. Men ogsaa — og endnu mere — fordi
Schopenhauer stod alene blandt alle vesterlandske filosofer
i sin forherligelse af østerlandsk visdom (især den
hinduiske og de gamle kristne sekters) og i sin voldsomme
opposition mod den lyse, livsglade vesterlandske filosofi.
Her var noget for Tolstoi, som paa forhaand var kritisk
stemt overfor vesterlandsk kultur og fra sin tidlige ungdom
indpodet med Rousseaus knusende kritik af civilisationen.
Skarp og aandfuld kritik af den vesterlandske kulturs
overlegenhed, i en vesterlændings mund, dette var ikke
alene pikant, det var modig og aandsfrit i den unge rus
sers øine.
Men denne begeistring for Schopenhauer kom Tolstoi,
ialfald i en række af aar, dyrt at staa. Han indsugede
Schopenhauers livsfiendtlige, trøstesløse lære med det
samme dybe alvor som det, hvormed han tidligere havde
tilegnet sig Rousseau’s filosofi. Schopenhauer selv havde
klogelig holdt sig sin (konsekvent til selvmord førende)
lære tre skridt fra livet. Han levede til en høi alder og
Var ikke uimodtagelig for berømmelse og andre af livs
viljens gjøglerier. Men Leo Tolstoi gjorde alvor af læren
om „viljen til liv“ som et frygteligt feiltrin, — hele livs
processen som et syndefald, eller en art af sansebedrag,
som fører til dybere og dybere lidelse, og som man alene
kan frelse sig fra gjennem at forsage viljen til at leve, -
ved at ville død istedetfor at ville liv.
Det spørsmaal“ — siger Tolstoi i sin Be kje nd
else“ (titelen paa dette verk fra 1 879 er egentlig „ S kr i ft e
maal“) — som i femtiaars-alderen førte mig nær til selv
mord, var det allerenkleste spørsmaal, som ligger [sammen
foldet] i hvert menneskes sjæl : Hvorfor lever jeg ? Gives der
for mig og for mit liv nogen mening, som ikke blir øde
lagt ved den mig sikkert forestaaende død? Paa dette
spørsmaal søkte jeg svar i de ikke faa kunskaber, som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
