Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første afsnit. Leo Tolstoi og hans livsverk - 4. Tolstoi og Nietzsche
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
103
mandsgalskab, som literaturhistorien kjender. Den progres
sive paralyse, som Henrik Ibsen omtrent i det samme
tidsrum gav et saa uforlignelig nifst billede af i Osvald i
„ Gjengangere“, har i selve livets virkelighed i Friederich
Nietzsches mest poesi-rige skrifter afsat et uforglemmeligt
merke i verdensliteraturen.
Nietzsches hævdelse af herre-moralena begyndte vel,
som før nævnt, ialfald i nogen grad som selvpinsel. Men
denne var, vel at merke, en form af selvopholdelsesdrift.
Nietzsche havde, som det synes, været en dybt medfølende
natur; han havde tjent som sygepleier under den fransk-tyske
krig og sluttet sig til Schopenhauers medlidenheds-filosofi.
Men nu, da hans medlidenhed (og andres) vendte sig mange
doblet mod ham selv, som var ulykkeligere end nogen an
de^ — nu maatte han opbyde al sin kraft for at holde sig
medlidenheden fra livet. Væk med a 1 medlidenhed ! — skreg
det i ham, — siden medfølelsen vendte sig mod ham selv.
Han blev selvpiner, til selvforsvar. Han blev grusom mod
de skrantende, for ikke at ynke sig selv. Han greb til
Darwin’s formentlige forherligelse af den sterkeres ret til
at leve og til at underkue eller udrydde de svagere. At
der virkelig var et sterkt element af hærdende, heroisk
selvpinsel i Nietzsches herremoral“, et element, som ial
fald en tidlang gjorde ham til en mere vidtgaaende asketisk
selvplager, end han havde drømt om at blive som Schopen
hauers elev, — dette fremgaar efter mit skjøn med sikker
hed af dette merkelige træk i Nietzsches filosofi, at han
fra den gamle stoicisme optog den rent urimelige, mytho
logiske forestilling om alle tings gjentagelse, uden spor af
forandring, i nye verdens-cykler, i al evighed. Ogsaa hans
egen forfærdelige vanskjæbne vilde gjentage sig. Og han
vilde alligevel sige ja“, et rungende ja! til livet.
Men det merkelige hændte, at eftersom han hærdede
sig igjennem en brutal magt-filosofi, og eftersom hans sygdom
udviklede sig til fremadskridende paralyse, blev hans sjæl,
som det synes, lidt efter lidt saa haardhudet, at han ikke
længere følte den brutale herre-moral eller rettere tyran
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
