Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første afsnit. Leo Tolstoi og hans livsverk - 4. Tolstoi og Nietzsche
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
110
mening, behøvede han blot at se sig om for at komme til
at spørge: Men hvordan kan det da have sig, at livet
har en mening for det arbeidende, trællende russiske
bondefolk? Disse mennesker, de allerfleste af dem, faar
faktisk livet til at give mening for sig. De kan altsaa
livets kunst, saa enfoldige de end er. Armod, sygdom og
død, som for de vise gjør menneskelivet trøstesløst og uden
mening, det er plager, som den russiske bonde finder sig
i uden at kny. Den russiske bonde er ikke livs-beruset,
ialfald ikke som regel. Han kan nok være tilbøielig til
at tage sig en kraftig rus; men det er udenfor arbeidstiden,
og efter en slig rus følger jo en desto mere nedstemmende
opvaagnen. Alligevel er den russiske bonde som regel
forsonet med sin lod.
Sagen er den, at han opfatter armod, sygdom og død
som en prøvelse, en skolegang. Disse ting er for ham
ikke meningsløse. De har tvertimod en god mening. De
legemlige onder forbereder ham for aandslivet, det sande
liv. Lidelsen lutrer. Derfor er han ikke fortvilet, hverken
over sygdom, eller undertrykkelse, eller udsigten til at dø.
Han tror paa en livs-fremgang, netop gjennem lidelse.
Livet har for ham et maal, et lykkeligt maal, som kaster
gjenskin over alle. lidelser. Et guddommeligt maal.
Henimod slutningen af den store fortælling om den
ulykkelige Anna Karénjina, overklasse-kulturens offer, har
Tolstoi igrunden skildret, eller forespeilet, sin egen udvik
ling, i godseieren Ljévins omvendelse. I denne fortælling
kan man paa nogle faa sider mod slutten læse sig til det
vigtigste punkt i Tolstois livs-udvikling, og samtidig til
det vigtigste punkt i hans lære (siden liv og lære for ham
gik i ét). Det er her, som i mindst tre af Tolstois verker,
en from russisk bonde, som lærer de andre, eller én af de
andre, at det sande liv bestaar wikke i at leve for sine
egne ønsker, men for Gud“. Anderledes udtrykt: i at
«leve for sin sjæl“, som bonden Teodor Vassilievitch siger.
Menneskets sjæl er nemlig, i modsætning til legemet (som
er forgjængeligt), en udstrømning eller en bestanddel af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
