Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første afsnit. Leo Tolstoi og hans livsverk - 4. Tolstoi og Nietzsche
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
112
af godheds-livet som den høieste form af virkelighed. Han
siger ligefrem i sit berømte svar til den hellige synodes
udstødelses-dekret i 1901 : Hvis man ved liv hinsides
graven forstaar Herrens gjenkomst og et helvede med evige
pinsler og djævle, samt et paradis med uafladelig lyksalig
hed, — da er det fuldkommen sandt, at jeg ikke anerkjen
der et saadant liv hinsides graven. Men evigt liv og gjen
gjendelse her og allesteds, nu og for altid, det anerkjender
jeg i en saa høi grad, at som jeg nu staar her paa randen
af min grav, maa jeg ofte gjøre en anstrengelse for at holde
mig tilbage fra at ønske dette mit legemes død,- det vil
sige: min fødsel til et nyt liv. Og jeg tror, at enhver god
handling forøger mit evige livs sande velfærd, og enhver
slet handling formindsker den.“
Naar Tolstoi vil, at vi skal vende tilbage til den enklest
mulige, nøisomst mulige livsform, da er det fordi han
mener, at netop denne er mest skikket til at udvikle den
guddommelige del af vor natur. Tolstoi selv mener at
have lært denne livsanskuelse af en from bonde, Sutajev.
Og han tror, at denne russiske bonde-fromhed staar i en
diametral modsætning til den vesterlandske videnskabs livs
visdom, hvis leve-regel skulde være „ kampen for til
værelsen“.
Det maa forøvrig ikke glemmes, at det var en ganske
bestemt form af russisk bonde-fromhed, hvortil Tolstoi
sluttede sig, fordi han i den fandt sin egen bibel-fortolk
ning mægtig bestyrket. Ogsaa Rusland har havt sine prote
stantiske sekter, som i radikalisme langt overgaar de fleste af
den nyere tids vesterlandske protestanter og i flere stykker
minder om nogle af de djærve italienske og franske kjættere
i middelalderen. Dukoborerne, af hvem Tolstoi særlig
har følt sig tiltrukket, mener, at der er ingen Gud uden i
menneskene. Gud er i os, som vort liv og vor aand.
Mennesket er Guds tempel. Kristus er kun et godt men
neske og som saadant Guds barn. Dukoborerne negter
baade himmel og helvede, men tror paa en stor fornyelse,
Gudsriget paa jorden, — hvad der minder om tilhængere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
