Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første afsnit. Leo Tolstoi og hans livsverk - 6. En af verdenshistoriens gaader
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
141
Naar sygdommen er voldsom, blir ofte botemidlerne
altfor radikale, som feberens brand i blodet hos den vold
somt angrebne patient. Det gjælder, tror jeg, om Tolstoi,
som om tidligere tiders store idealister, fra Platon og stoi
kerne til renaissancens puritanere: det er den samtidige
kulturs faretruende skjævhed, som har gjort dem ensidige
og yderliggaaende i sin kamp for en kulturomvendelse.
Den atter og atter opdukkende puritanske idealisme, ofte
saa altfor streng og næsten umenneskelig i sin glødende
harme over tidens onder, har været som en feberbrand i
blodet, stundom saa sterk, at den ikke var lægende, men
fortærende.
Hvis nutidskulturen er sund og i det væsentlige paa ret
spor, med sin kaprustning og handelskrig og alles kamp
mod alle om at vinde den størst mulige andel i jordens
goder, da er Leo Tolstoi og hans forgjængere, som Carlyle
og Ruskin i England, ikke andet end syge drømmere og
fantaster. Men mon det ikke snarere er saa, at disse
mænd i en sterkere grad end vi andre har følt nutidens
sociale onder som et livsødelæggende sygdomsstof, som de
af al sin magt søger at udbrænde?
Deres idealisme er som de hvide blodlegemers usynlige
felttog eller som de nantitoxindannende“ kræfters virksom
hed i den menneskelige organisme. Deres flammende harme
er, ligesom feberens glød, ikke en sygdom, men en stundom
altfor voldsom kamp imod sygdom. De er forkjæmpere i
kampen mod de store samfundssygdomme, ofte altfor lidenT
skabelige og næsten blinde af kampiver. Men alligevel
uendelig tiltrækkende for alle dem, søm føler sig dybt util
fredse med den retning, hvori vi stævner. Det er haabet
om en ny tid, som drager os did, hvor deres hjelmbusk
vaier.
Tolstois fornyelse af urkristendommen indeholder nem
lig ikke blot en modbevægelse mod krigens og den euro
pæiske jord-erobrings moral, men ogsaa mod den havesyge
handel, som er inderlig forbundet med de moderne folks,
ligesom med oltidsfolkenes, verdenserobring. W I skal ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
