Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andet afsnit. Nutidens kultur-krise - 9. Krigen en naturnødvendighed?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
naturreligion. Krigen „luger væk de svage, de ubrugbare“.
Den „samler folkene“. Og „folkene eller nationerne staar
over menneskeheden“, siger Klaus Wagner, en ny tysk
forfatter. „For tyskerne gjælder det: Tyskland over alle
ting i verden!“
„Et stort folk trænger nyt land,“ siger den samme forfatter
i sin bog „Krigen“. „Et stort folk maa udbrede sig over
fremmed jord, maa med sværd i haand fortrænge de
fremmede. Dør de indfødte ikke ud, kan de gjøres
til en underordnet kaste,[1] eller tilbagetrænges til
„reservater“.“
„Krigen giver de dygtige folk plads til at vokse... Vil vi
vokse og udvikle os, maa vi anerkjende krigens
nødvendighed, vi maa bekjende os til den evige krig“.[2]
Kant, som drømte om den evige fred gjennem folkenes
forbund, var „i modsigelse med naturvidenskaben“.
„En høisang om den evige krig, et frydefuldt vækkende
raab for de sunde, en dødsklang for de syge, vil tone
brusende videre til den yderste dag,“ siger Klaus Wagner.
Og en Leipziger-professor, Ernst Hasse, er i alt
væsentlig enig med ham og priser den nye „høisang om
krigen“. Berømte sociologer forkynder den samme lære.
Fredssagen „strider mod naturlovene“.
Nu er det ganske vist for alle fredsvenner det
raadeligste at holde fred med naturlovene. Men disse love er
dog ikke strengere, end at selve Klaus Wagner er fredsven
i det indre, indenfor den enkelte nation. Han er stortysk
patriot. Han vil ikke gjenindføre hverken næveret eller
blodhevn mellem familierne, eller mellem de tyske stater.
Det, som her hos os paa Olavernes tid var den store
fredssag, nemlig landefreden, frodefreden mellem individer, slegter
og fylker i det samme folk, — denne forrige tiders fredssag
strider altsaa ikke mod naturlovene. Og dog var
landefredens sag en utopi gjennem titusener af aar. De bedste
længtede efter den. De forreste, de mest fremskredne
strakte sig ud mod den, gjennem hundreder eller tusener
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
