Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andet afsnit. Nutidens kultur-krise - 9. Krigen en naturnødvendighed?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
gjennem videre og videre forbund i livskampen.
Dette er den biologiske og historiske lov, som viser, at
fredssagen har naturvidenskaben paa sin side.
Det kan neppe være utopisk at tro, at jordens forreste
kulturfolk, og da ikke mindst Briter og Tyskere, vil vokse
ud over den gamle og nye krigsreligions overtro; alle vil
indse, at hvis Briter og Tyskere nu giver sig til at
kapruste og derefter slaas paa liv og død, som Athen og
Sparta, vil efter al sandsynlighed deres fælles rivaler, som
Slaverne og den gule race, høste fordelen af de to store
germanske folks indbyrdes strid.
Tysklands planlagte kjæmpeflaade paa 33 panser-kolosser
(som „Nassau“, m. fl.) vil jo koste mindst 1320 millioner
kroner (efter 40 millioner pr. stykke), hvortil kommer
uhyre mange andre udgifter. Det er klart, at disse udlæg
og tilsvarende udgifter for England vil forsinke begge
nationers tilvekst i nærsagt al anden livsdygtighed end den
militære. Medens disse to kaprustende folk hemmes i
veksten, vil Slaverne eller den gule race kunne faa et
forsprang.
En kaprustning og en krig mellem England og Tyskland
— som mange tror er en uafvendelig skjæbne — er ikke mere
naturnødvendig, end det er nødvendigt for to hvide familier at
slaas, naar de bosætter sig mellem folk af farvet race.
Selv de krigs-troende er stundom opmerksomme paa,
at krigen ikke er uden betænkelighed fra det naturlige
udvalgs synspunkt. Det er jo gjerne unge og kraftige mænd,
som falder i kampen eller bortrives af de farsotter, der følger
krigen som sorte ravne. Professor Hasse anfører efter Taine,
at den store franske revolutions indre og ydre kampe
kostede en million mennesker livet (deriblandt var Frankriges
største dalevende naturforsker, Lavoisier, og største digter,
André Chénier). Og i keiserdømmets krige, fra
1804—1815, omkom 1 700 000 mennesker paa slagmarken og i
lasaretter. Det var ikke de mindst levedygtige, som
dengang blev luget væk. Heller ikke i den fransk-tyske krig,
eller i Boer-krigen, eller i den store russisk-japanske krig.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
