Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andet afsnit. Nutidens kultur-krise - 10. Verdenshandel og verdensfred
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Desto større blev, ikke mindst i England, skuffelsen
over, at tiden efter 1850 tvertimod bragte en næsten
ustanselig række av nye krige. Justin McCarthy siger i
det nys nævnte verk, at verdensudstillingen i London i
1851, som skulde aabne en ny fredens æra, snarere kan
siges at have været den foregaaende freds-periodes
afsluttende fest. Fra den tid af, kan man sige, „har verden
neppe kjendt en uges fred“. Napoleon den tredjes
statskup, Krimkrigen, det indiske oprør, den italienske krig,
den nordamerikanske borgerkrig, Garibaldikrigen i Italien,
den mexikanske krig, den anden slesvigske krig, krigen
mellem Preussen og Østerrig, den fransk-tyske krig osv.
osv., lige til Boerkrigen og den vældige russisk-japanske krig.
Ingen blev mere skuffet end Herbert Spencer, som i
1850 i sit første store verk, Social Statics, med en
ungdommelig naturforskers selvtillid havde bevist, at
menneskehedens fremskridt var naturnødvendigt (progress is fatal).
Spencer blev mere og mere nedstemt, ikke alene over den
nye række av forferdelige krige, men ogsaa over det, som
han kaldte: tilbagefaldet til den militære samfunds-types
barbari. Ikke mindst gav han sin harme luft overfor det
britiske riges vældige magtudvidelse og voksende militarisme.
I et verk, som han udgav aaret forud for sin død[1], taler
han om sine landsmænds „politiske indbrudstyveri“
(political burglary) i andre verdensdele. I det tredje og sidste
bind av det store verk om „Samfundslærens grundprinciper“
dvæler han med bitterhed ved den næsten uafladelige
udvidelse af det britiske riges grænser. „Methoden er ganske
enkel,“ siger han. „Først sender vi bibler, og siden
bomber!“ Herbert Spencer glemte forresten et overordentlig
vigtigt mellemled mellem bibler og bomber, nemlig
bomuldstøier. Opofrende missionærer bringer gaver og godt
budskab og lærer de sorte og gule mennesker, at den
hvide mand kommer med fred. Saa kommer
kjøbmændene med billige bomuldstøier og metalvarer, for ikke at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
