Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andet afsnit. Nutidens kultur-krise - 15. Leo Tolstois kultur-problem
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
279
det store og hele har forsinket de europæiske folks frem
gang, og det i høi grad. Man har beregnet, at Frankrige
i revolutions- og Napoleons-krigene tabte ikke mindre end
27a million mennesker, af sin allerkraftigste befolkning. Og
mange forskere mener, at den franske nation gik ikke blot
kvantitativt, men ogsaa kvalitativt tilbage gjennem Napo
leons-krigene. l
Flere nye forskere, særlig Wilhelm Schallmayer 2,
hævder med stor styrke, at hvad værd krigen end stun
dom kan have havt i tidligere tider, som «selektions
faktor“, — nu virker baade krigen og militarismen i freds
tid utvilsomt som en omvendt selektion. De mere leve
dygtige gaar tilgrunde til fordel for de mindre levedygtige.
Krigen og det voksende militærvæsen er rovdrift over
for den menneskelige livs-kapital.
Flere kulturforskere som Friederich von Hellwald, A.
Blaschko og andre mener, at et kulturfolks afblomstring
følger naturnødvendig efter dets blomstring. Kulturfolkene
vokser og blomstrer for senere at ældes eller endog dø. Men
denne opfatning er alene bygget paa en analogi med det
enkelte individ, og en saadan analogi-betragtning kan ikke i
sig selv tillægges nogensomhelst videnskabelig beviskraft.
Man kunde ligesaavel tænke sig, at ikke blot det enkelte
folk, men hele menneskeslegten har sin ungdom, sin voksne
mandsalder og sin alderdom og død. Men imod denne
opfatning, som engang har været historisk filosofi (den blev
fremsat allerede af Romeren Va r ro) taler især den kjends
gjerning, at menneskeslegten har eksisteret gjennem over
maade lange tidsrum, sandsynligvis meget over 100000 aar.
Ganske vist kunde man tænke sig, at ligesom et folks
livslængde er meget stor i forhold til det enkelte men
neskes, saaledes er menneskeslegtens livslængde stor i
forhold til det enkelte folks.
1 Heinrich Pesch, Lehrbuch der Nationalokonomie (Freiburg,
1909), II bind, s. 638. Wilhelm Schallmayer, Vererbung und
Auslese im Lebenslauf der Volker (1903), s. 117.
2 Det sidstnævnte verk, s. 115.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
