Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andet afsnit. Nutidens kultur-krise - 15. Leo Tolstois kultur-problem
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
282
Der er altsaa al grund til med haab at arbeide paa den
kulturelle samfunds-videnskab, eller videnskaben om kul
turens blomstringer og afblomstringer. Men paa den anden
side er der neppe nogen tid at spilde. Navnlig den vest
europæiske folke-families skjæbne vil muligens afhænge af,
at der uden nølen lægges en vældig videnskabelig energi i
studiet af aarsagerne til folkenes hævning og fald.
Jeg spaar, at denne videnskab inden en menneskealder
vil doceres ved de fleste af jordens universiteter.
Et frugtbart udgangspunkt for denne videnskabs-gren,
som kanske maa siges at være nutidens vigtigste, danner
studiet af Grækernes og Romernes forfald. Montesquieu
og Gibbon har paa dette omraade gjort en glimrende be
gyndelse.
I vort land har en af den nyere tids mest filosofiske
historie-forskere, professor I. E. Sars, i sin Udsigt over
den norske historie, udarbeidet en glimrende og, trods sin
øiensynlige ufuldstændighed, grundlæggende theori om aar
sagerne til det norske folks dalen og stigen. For de
antike folks vedkommende har i nyere og nyeste tid
navnlig Tyskeren O. Seeck, iet udførligt verk 1, og
den svenske professor Fahlbeck (i Lund), i en for
trinlig afhandling, søgt at benytte nutidens viden til en
videnskabelig forklaring af Grækernes og Romernes ned
gang.
Det mest opsigtsvækkende i Seecks værdifulde bidrag
til forklaring af de antike folks nedgang er hans over
ordentlig sterke fremhævelse af, at de indre parti-kampe
og borgerkrige, og de romerske keiseres despotiske justits,
medførte et omvendt udvalg gjennem udryddelse af de
bedste eller de høiest udviklede menneskelige individer og
slegter. Seeck er sig neppe bevidst, at han i denne tanke
gang følger i den geniale Francis Galton’s fodspor.
Seeck anvender med stor dygtighed, omend kanske ikke
uden overdrivelse, det samme selektionistiske synspunkt
1 Otto Seeck: Geschichte des Unterganges der antiken Welt I
<3. udg. 1910) — II (1901).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
