Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
nu skulde han ogsaa bæres engang
ret varlig og bløtt; —
den frycl man den levende negtet tit
eller guavent gav,
henkastet de venlige piker blidt
paa den dødes grav.
Det rørte og harmet inin unge sjæl.
Med taarer i løn
jeg bad ved graven som til farvel
en hjertelig bon:
«Min Gud, vel kunde han ei forstaa
dine ti bud-ord;
dog elsket han dig i blomstene smaa
og hvert skj enhets spor.
Her maatte han lide. Gi nu ham ly
bak palmen, og fred.
Men reisen er mørk; send en rosenrød sky
at hente ham med!»
Saa tok jeg min bok-rem igjen i arm
og vandret avsted;
men alt som jeg gik, for vemod og harm
mine taarer gled.
Da faldt den tanke mig ind paa én gang:
naar du først blir stor,
skal du rigtig skrive den stakkel en sang
med deilige ord.
I graven hviler den fattiginand
alt længe nu; —
jeg digter hans vise saa godt jeg kan,
med trofast liu.
Jørgen Moe.
Gnaven (dansk): grætten. — Stakkel, dansk for: stakkar.
Fortællingen cr bygget paa en virkelig liændelse, som forogik paa
den hoie, bratte trap ved ved saakaldte «Munkestue» paa Nordorhovs
prestegaaid, hvor bl. a. Jørgen Moe og P. Chr. Asbjørnsen (se s. 21) fik
undervisning.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
