Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
træ og hver blomst hadde sit navn, og hver av dem var et
menneskeliv; mennesket levde endnu, en i Iiina, en paa Gren-
land, rundt omkring i verden. Der var store trær i smaa
potter; de stod saa forknet og holdt paa at sprænge pot-
ten ; der var ogsaa mange steder en liten kjedelig blomst
i fet jord, med mose rundt om og dægget og pleiet. Men
den sorgfulde mor bøide sig over alle de mindste planter
og hørte indeni dem hvor menneskehjertet banket; og
imellem millioner kjendte hun sit barns.
«Det er det!» ropte hun, og strakte haanden ut over
en liten blaa krokus som hang ganske syk til den ene
siden.
«Ror ikke ved blomsten!» sa den gamle’konen, «men
stil dig her, og naar saa doden kommer — jeg venter ham
hvert oieblik — la ham da ikke rykke planten op, og
tru du med at du vil gjøre det med de andre blomster,
saa blir han bange; han skal svare Vorherre for dem;
ingen maa rykkes op før han gir lov.»
Med ett suste det iskoldt igjennem rummet, og den
blinde mor kunde merke at det var doden som kom.
«Hvorledes har du kunnet linde vei hit?» spurte han,
«hvorledes kunde du komme snarere end jeg?» — «Jeg er
mor!» sa hun.
Og doden strakte sin lange haand hen imot den lille
tine blomst; men hun holdt sine liænder fast om den, saa
tæt, saa tæt, allikevel bange for at han skulde røre ved et
av bladene. Da blæste døden paa hendes liænder, og hun
kjendte at det var koldere end den kolde vind, og hendes
hænder faldt matte ned. «Du kan dog ikke gjøre noget
imot mig!» sa doden. «Men det kan Vorherre!» sa hun.
«Jeg gjor bare hvad lian vil!» sa doden. «Jeg passer
hans blomster! Jeg tar dem alle, blomster og trær, og
planter dem ut i den store paradisets have i det ukj endte
land, men hvorledes de der gror, og hvorledes der er, tør
jeg ikke sige dig.» — «Gi mig mit barn tilbake!» sa
moren, og graat og bad; med ett tok hun med hver haand
0111 to smukke blomster tæt ved, og ropte til døden: «Jeg
river alle dine blomster av, for jeg er fortvilet!»
«Ror dem ikke!» sa døden. «Du siger at du er ulyk-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
