Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
129
saa at sige Aarhundredets Anskuelse, der lob
tilbage i sig selv og bed sig i Halen. Enhver
Tid former sine store Mænd om i sit Hillede.
Den Slægt, der har rejst de to Statuer paa
Kongens Nytorv, den Slægt, der staar imellem
ham og mig, dannede de to store Mænd i sit
Billed. Den bod dem Stole og bad dem
sidde ned. Den gjorde dem til to satte
Rorgere. Liebenberg og jeg, vi skattede ikke den
satte Oehlenschläger, saalidt som den satte
Holberg, højest; vi elskede den Oehlenschläger, der
staaende slog sine Knoer i Bordet og sagde de
mindeværdige Ord om den danske Poesi, og vi
elskede den unge Holberg, der satte Ild paa
Parykkerne herhjemme.
Det er Liebenbergs friske Blik og
Skjøn-hedssands som Tekstkritiker, vi have at takke
for, at vi i vor Literatur besidde ikke den satte
Oehlenschläger, men den unge, den glødende
Oehlenschläger, det første Udkasts Mand, en
Oehlenschläger, der staar oprejst. Og hvilket
Arbejd var ikke fornødent dertil! Gamle
Liebenberg! Idet vi hylde dig i Dag, saa hylde
vi i din Person Troskaben, den literære
Troskab, den ydmyge Flid, Samvittighedsfuldheden,
der gjør sin Gjerning selv upaaskjønnet.
Ofte har jeg sagt til mig selv: Hvor det
dog er Skade for Liebenberg, at Oehlenschläger
og Schack Staffeldt og Holberg og de andre
F. L. Liebenberg. n
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
