Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
LINERLER OG GEISHAR.
17
Og saa sot de sig ind i døden. Men maatte
først drømme den tunge drøm om livets store
skuffelse.
Slig fandt jeg dem døde og stive længe efter.
Og jeg blev staaende og stirre paa dem. Skjønte
hele sammenhængen.
Først blev jeg bedrøvet. Men siden
uskikkelig, og tænkte, at, om jeg havde været Gud,
saa vilde jeg ikke ladet dette hænde. Jeg vilde
ladet en liden gut komme gaaende, en slig liden
skøiergut, som morer sig med at kaste hul paa
vindusruder. Og jeg vilde ladet ham knuse en,
— just i det vindu, hvor de tre linerler sad og
var saa ^umme og saa uskyldige, at de ikke
vidste, hvad det var at slaa itu en vindusrude.
Og saa vilde jeg ladet dem flyve ud i luften,
stillet deres tørst og hunger.
Og saa — saa vilde jeg ladet det ske et
under! Jeg vilde pludselig ladet „elven stige og
løvet springe." Jeg vilde ladet det dufte og skinne
af vaar i et eneste nu! Alle fjeldets smaa blyge
blommer skulde kommet myldrende, skulde glemt
sin blyghed og smilt de stakkars smaa linerler
lige ind i øinene!
Og de smaa forskræmte fugler skulde jublet:
„Der ser I, livet er ingen skuffelse! Det er vældig
fryd, det er slig, akkurat slig, som vi drømte det!"
Helene Lassen: Høstløv. 2
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
