Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
•36
HELENE LASSEN.
hende, selv de sidste aar, naar hun vemodig,
gammel og sølvhaaret sad i sin stue.
Jeg husker fjernt, næsten drømmeagtigt den
første gang, det dæmred for mig dette, at hun
var saa fin og saa vemodig i sin kjærlighed til
blomster og til vaarens nye løv.
Det var i mai maaned, og det var mors
fødselsdag. Hun laa; for hun havde for en uges
tid siden faat sin 9de søn. Bjerken havde netop
faaet sit lyse, fine løv, og jeg skulde ud for at
finde en rigtig vakker gren til hende i
fødselsdagsgave.
Jeg var bare syv aar og kom stormende med
min duftende bjerkegren, skulde gjøre mor saa
glad — istedet derfor bøied hun sig stille over
grenen, saa paa den baade med sit milde
moder-blik og med det ungpigeagtigt drømmende. Men
graat.
Det greb mig paa en egen maade, gav min
barnesjæl indblik i noget uendelig fint.
At det gjorde dybt indtryk paa mig, forstod
jeg siden deraf, at jeg aldrig nogen vaar saa
nyudsprunget bjerkeløv uden at se denne scene
for mig.
Og siden har jeg tænkt: Derborte i
vuggen ved siden af sig havde hun ogsaa noget
nydsprunget mail øv. Det blev hendes
hjertebarn.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
