Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
•38
HELENE LASSEN.
Men den stod ikke i blomst, alpeviolen nu.
Havde bare nogen dybe, mørke blade.
„Har du aldrig set den blomstre?" spurgte
hun mig. „Aa, den er saa vakker!"
Og da jeg skulde reise, og farvellet, det
tunge, var sagt, kom hun graatende med sin
alpeviol:
„Tag den med dig, saa blomstrer den til
jul, og saa faar du se, hvordan den er."
Og jeg tog den med mig, har den endnu og
passer den som min allerkjæreste blomst.
Men den blomstred ikke til jul. Ikke til
den jul, men til næste. Da kom den som en
hilsen fra hende. For nu var hun ikke her paa
jorden mere.
Hvor forventningsfuld jeg saa paa den
knoppen! Og hvor længe den stod, før den
sprang ud!
Men saa en morgen, en bleg vintermorgen
med sne over alle fjeld omkring mig, med sne
over alle skoge, sne over alle marker, stod
alpeviolen der udsprunget!
Høit og frit oppe paa en rank stængel og
med hvide vinger, spændte til flugt, som var den
færdig til at flyve op igjen til de saliges land,
deroppe over de hvide fjeldtoppe, hvorfra den
var kommet i morgenens blege skjær med hilsen
og med bud fra hende.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
