Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
•48
HELENE LASSEN.
Han ser mig der, lian er nu. Jeg føler
hans kolde øine hvile paa mig gjennem skyerne."
–-„Aa nei, men," afbrød jeg hende,
„de kan da ikke være kolde nu? Efter døden
maa da al kulde være smeltet?"
„Ja — hvad ved vi?
Ved du, jeg kan ikke tænke mig ham nu
heller som andet end oldgransker, som et
fortidens menneske, hvem nutiden ikke angaar.
Og en nat — det er ikke længe siden —
drømte jeg, at jeg ogsaa var død og skulde
møde ham.
Jeg var saa spændt, saa spændt paa, om
han nu vilde komme mig varm og god imøde.
Men nei, tænkte jeg, naar han ikke kunde
det, da jeg var levende, ung og glad, saa kan
han det vel endda mindre nu, naar jeg er
gammel og desuden død — et benrangel.
Og som jeg tænkte dette, fik jeg pludselig
øie paa ham.
Jeg stansed aldeles betagen.
For han var ung og vakker, som da jeg
første gang saa ham.
Jeg vilde ile imod ham; men han var saa optat
med at søge noget under nogen gamle marmorruiner,
at han ikke hørte mig, før jeg var ganske nær ham.
Da saa han op — aa, blikket var akkurat
som før!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
