Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 11 —
Men denne tiltalende blanding af fantast
og virkelighedsmenneske den finder vi hos flere
digtere. Lad mig nævne Wergeland, den norske
digter, som har havt den vældigste fantasi. Jeg
har under studiet af Selma Lagerlöf ofte maattet
tænke paa ham. Begges fantasi er saa
enestaaende, at jeg ved ingen andre digtere i noget
land at stille ved siden af dem her. Og deres
fantasi gir dem nok et lighedspunkt, saa
forskjelligartede de end i virkeligheden er, nemlig
deres emners fossende mangfoldighed. Man
tænke sig en af disse to nogengang forlegen for
eller paa jagt efter et emne. Det vokser op af
jorden for dem, det triller frem af hver sten, de
gaar forbi, og som de fantasiløse bare ligegyldig
sparker tilside. Eller de behøver ikke engang
møde en sten, disse digtere, den kunde virke
altfor befrugtende paa dem — stæng dem ind
i en mørk kjælder; de vil henrykt lukke sine
øine, og se alverdens herligheder.
Men naar man læser „Jan van
Huys-sums blomsterstykke", hvor malede blomster og
en malet dugdraabe har vakt Wergelands
fantasi til al deiligheds høidepunkt, da kunde man
forbauses over ved at blade videre i Wergelands
skrifter og finde f. eks. al hans travle,
detaljerede omhu og reformationsiver for alleslags
smaating i arbeidsmandens stue.
Og jeg tænker, man vil være enig med mig
i, at ogsaa hos Bjørnson finder man meget af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
