Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 54 —
dan de vil; for der sidder altid en blid og
læng-tende hustru hjemme, som smiler henrykt, naar
manden kommer og hvorledes han kommer, blot
han kommer. Og naar han saa forsvinder igjen
til sin „kavaljersflygel", ja hvad saa? „Allt
var som det skulle vara. Om nu husets herre
längtade att lefva som kavaljer på Ekeby, hvad
mera? Tjänar det kanske något till att klaga
på himlens sol, för att hon hvarje kväll
forsvinner i väster?
Hvem är okuflig utom undergifvenheten ?
Hvem är segerviss utom tålamodet?"
Med disse ord slutter fortællingen.
Ironi?
Langtifra. Ligesaa lidet her som i forna
kvinnors pris. Og — ett er sikkert, havde der
været den mindste ironiens snert i skildringen
af den fordrukne mand, som stod hin
sommermorgen udenfor sit fortryllende hjem, og tigged
og bad paa violinens indsmigrende strenge om
tilgivelse og indladelse, havde der været en tanke
af reformatorens strenge blik, da hustruen lukked
op for ham, og da hun igjen med blid
resignation lod ham gaa til kavaljersflygeln, —
idyllen havde været tabt. Og Lilliecronas hem havde
ikke faat sin plads i poesiens land, hvor strenge
kvindeøine ikke taales, men hvor kvinder helst
bør „hänga, mjuka som ekorrungar kring
mannens hals!"
Yderst fornøieligt er kapitlet om Mamsell
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
