Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 110 —
ung, fornem italiener, som var dømt til døden.
Han raser i sit fængsel. Men saa kommer den
lille hellige jomfru, stille og seiersikker ind til
ham. Og hun tæmmer hans hedenske vildhed.
Han blir roligere. Men saa ber han hende om at
love sig ett, at holde hans hode mellem sine
smaa rene, bløde hænder, naar han har lagt det
paa blokken og det dræbende hug skal falde.
Og hun lover. Hvad lover og hvad holder
ikke en slig liden stærk martyrsjæl? Men løftet
blir svært at holde. Thi idet hun tæmmed hans
vildhed og gav hans hjerte ro, saa begyndte hendes
eget at slaa smaa urolige, uvante slag. Hun
faar et nyt arbeide, at tæmme sit eget hjerte.
Og hun søger at faa det roligt igjen ved
ustanse-lig at la rosenkransen glide gjennem de
skjæl-vende hænder og ved at synge dag og nat Ave
Maria og Te Deum og alle de hellige kirkens
sange. Hun døver de nye røster med
røgelses-duft fra alle de hellige altere, hun stænker sig
ustanselig med vievand. Og dog skjælver de
smaa hænder voldsomt, der hun knæler ved
blokken og holder det deilige, hedenske hode.
Og hele sit liv, ja kanske gjennem hele
skjærsilden og ind gjennem alle himlenes himle
maa hun angre og lide og sone, fordi hendes
hjerte slog saa menneskelig uroligt, og fordi
hendes hænder skalv som andre smaa elskende
pigers hænder den lille stunden, hun holdt den
elskedes hode over blokken.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
