Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 118 —
glimrende, ja, kanske det genialeste, Selma
Lagerlöf har gjort. Det er saa dybt menneskeligt,
saa slaaende i sin almenmenneskelighed, at det
er umuligt at læse det uden at sidde og smile,
slig som man gjør, naar man læser eller ser
noget rigtig forbløffende godt. Og man bøier
sig i dyb ærbødighed for al den
menneskekundskab, det røber, for alt det rige hjertelag, for
al den fine, overlegne forstaaelse, som, iført en
digters bevingede ord og originale form, strømmer
os imøde.
Men, at hun ogsaa selv har havt en liden
fornemmelse af, at den sløve bondegutten ikke
godt kunde gaa der og tænke saa genialt, medens
han gik og pløied hin vaarmorgen, det forstaar
man deraf, at hun ved enkelte smaating prøver
at stelle lidt paa genialiteten. „Karlen tyckte,
att tankarna tillkommo så lätt inne i hans hufvud.
som om någon hade hviskat dem inne i lians
øra" — — ja, det er nok ikke frit for, at
forfatterinden her spiller hviskerens rolle! „Och
eftersom han sällan kunde tanke så redigt och
snabbt som denna dag" — — — nei, det skal
du faa mig til at tro! — — „blef han glad
och upplifvad af det." Ogsaa meget rimeligt!
Det maatte være herligt for hver en sløv
bondegut, som gaar der og pløier og har havt liden
anledning til at klargjøre og udvikle sit
tanke-og følelsesliv, at faa en saadan digter til at gaa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
