Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
18
I TØM MER FLØTNINGEN.
Vinteren var over; og det var vaar igjen.
Vaar? nei nat; mørke svarte natten. Hvad hjalp
det, at vaarbækkene suste, at løvet sprat og
vaar-fuglen lekte? Det var jo netop det, som smerted
og sved.
Men livet gaar sin gang. Tømmeret var
hugget; tømmeret skulde fløtes, lunnerne skulde
løses, stokkene skulde seile — seile, hvorhen?
Ned gjennem den rivende elv, udi den strykende
fos! Den, som kunde faa være med!
Hun lister sig ud med barnet, sniger sig ned
til elven, did, didned, hvor de sa, han blev borte
i den allerdybeste kulp.
Hun stirrer ned i den. Hun skjønner hvert
ord den hulker — det er jo hendes livsens store,
vældige sorg, som skvulper og skvulper dernede.
Vanviddets mørke lægger sig tættere og
tættere om hendes sjæl.
Nu blir det borte alt, undtagen dette ene;
nu ved, nu husker, nu vil hun bare dette: gaa
til ham, den kjære, kjære, som blev borte.
Og han, stakkars veslegutten deres, skal faa
være med; de skal gaa til far sammen, de to.
Bare et lidet hop, saa er de der — — — —
Nu er det gjort. Nu seiler de, de to, fast
omsluttet, ud fra mørket og sorgen.
Og mens vi ser dem forsvinde, saa ber vii
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
