Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
50
VAAREN OG GAMI.E ELSE.
ingen har set og ingen kan mindes og ingen
tror paa.
„Nu skinner da solen varmt ude i bakkerne,
Else," sa jeg. Noget om solen maatte jeg
alligevel forsøge at si.
Et tonløst „ja" var svaret.
Og hun stirred paa mig, sløvt, uforstaaende.
Jeg var ligesaa fremmedartet for hende som
vaaren og alt dens følge var det.
Og jeg stirred igjen, til alle vaarsyner svandt
og flygted langt bort — til violernes fjerne land.
.Teg stirred paa hende, til jeg saa alle
vinterens hvide tog komme langsomt sigende mod
os fra fjeldene.
Slig var livet for nogen, midt i vaarens
fryd. Og alle, alle maatte vi dø. Men naar vi
ikke var mere, naar nye mennesker dansed med
glade, sorgløse trin henover vore grave, da vilde
endda ikke vaaren dø. Den vilde leve; lige ung,
lige ny vilde den komme hvert aar. Og d&
samme fugle vilde synge, de samme blommer
dufte, det samme sommergrønne løv skinne i
solen — for andre.
Men — gamle Else og jeg, vi plukked
kanske da eviggrønt løv sammen i eviggrønne
lier–-—
Jeg nikked og gik.
Ude var alt som før. Det var bare et af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
