Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
NAAR TANTE SPILLER PIANO.
71
som mousselinskjolen, hun bar, bli perlestukket
og rosenkranset, som pynt om barm og haar.
Og de gamle rare toner drysser stemninger
ud over os; de glider, hopper, ler — graater,
for nu bøier tante hodet vemodig træt, en mørk,
sørgmodig silhouet i maanens blege skjær.
Tonerne sagtner farten — den himmelblaa
idyl blev jo en ensom sørgemarsch gjennem livet.
Den lyseblaa mousselinskjole blev til
sørgeflor, perlerne til blanke taarer. Og balkransen
blev ingen myrtekrans, men en sørgmodig efeugren
henover kjæres grave.
Dansemusikken dør hen; hun har fundet en
liden koral, en af Grundtvigs blide, fredopfyldte.
Men de yngste i slægten, som henrykt har
hoppet om til tantes raske musik, stanser skuffet:
„Nei, tante, spil ikke sligt da! Dette ligner
jo det sørgelige „ensomme", som mor spiller;
du pleier da aldrig–."
For dem har tantes musik ingen anden
stemning havt end glædens, glæden uforfalsket
og hel.
Det barnlige i den har grebet dem som
noget beslægtet.
„Ingen i verden spiller saa morsomt som du!"
Og tante, med sind og skind gjort af
gummi-elastikum, vender sig raskt og fornøiet om, saa
taburetten knager:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
