Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
GAMMEL ARV.
111-
hjem var saa rent forskjelligt fra hendes, kunde
hun trives saa prægtig der paa et kortere hesøg.
Al denne ro og harmoni, al denne gamle solide
livsvisdom, alt dette urokkelige og grundmurede
kunde ikke andet end imponere hende. Og saa
alt dette beherskede og hensynsfulde i deres
væsen. Aldrig havde hun hørt, at nogen af dem
havde sagt til hverandre, at de var glad i
hverandre, aldrig set, at de havde kysset hverandre;
det var bare et roligt haandtryk til goddag og
farvel; men Astrid vidste, at de følte sig
sammenbundne af en inderlig kjærlighed. Heller ikke
havde hun nogen gang hørt dem skjændes eller
disputere, mens de hjemme hos hende kunde
ryge op i en liden varm disput for et godt ord
og ikke levne hverandre ære for to skilling; men
saa fem minutter efter leende forsikre hverandre,
at de var de første mennesker under solen!
Forskjelligt var det altsammen, det var vist.
Og var hun der længe paa besøg, kunde hun
nok imellem faa en uskikkelig lyst til at vække
lidt forfærdelse i disse stille harmoniske forhold,
kaste ud en brandfakkel, som kunde faa alle
disse rolige ansigter til at skifte udtryk, faa
dem til forskrækket at steile. Men slige lyster
behersked hun snart, og endte da med at misunde
dem deres ro og harmoni. Det var bare det, at
alt var saa uligt alt hjemme, hvor sorg og glæde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
