Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
angel i Enden. Vi skar Fisken op, hang den kløvet over
Hjeldstængerne, som vi havde staaende udover Marken
henne ved vor egen Handelsplads, og præparerede den
til Tørfisk, medens vi lod Leveren staa hen i Smaakar
og raadne, til den blev Tran. Begge Produkter stabledes
saa behørig hen paa vor Sjøbod, for siden med Jægten
«at gaa til Bergen», og, det ved Gud, vi syslede,
ar-beidede og trællede ligesaa ivrigt og alvorligt med vort
som de voksne med sit, endda vor eneste, reelle
Fortjeneste kun var det Solskin, som vi fik over vore
brun-stegte Ansigter.
Carl var en spædbygget Gut, der for det meste i alt
fulgte sin mere energiske Søster. Begge Præstebørnene
havde tæt, gult Haar. Hos Susanne ringede det sig Lok
i Lok, saa det næsten blinkede om Hovedet, hvergang
hun bevægede sig — noget hun, som før fortalt, stadig
gjorde med et Kast for at holde det borte fra Panden.
Begge var de tillige meget hvide og 6kjære i Huden
og havde deilige, blaa Øine. Susanne var dengang, jeg
veed ikke, om for sin Alder lav eller høi — jeg tænkte
mig hende ialfald allermindst som jevnhøi med mig,
skjønt hun vist maa have været et halvt Hoved mindre;
Resten av Maalet udfyldtes nok af min Beundring.
Jeg husker hende, naar hun om Søndagen skulde til
Kirke sammen med sin Moder — en liden bleg,
mørkklædt, hustravel Kone, der altid, undtagen Søndag
Formiddag, strikkede paa en lang, trist Strømpe. Hun gik
pyntet paa den sandstrøede Kirkevei, i hvid eller blaa
Kjole, med en mørk Schæferhat paa Hovedet, et lidet
hvidt Lommetørklæde sammenfoldet bag en meget stor
gammel Psalmebog og hvide Strømper og Sko med
Korsbaand over Foden. En skjønnere Dragt end
Susannes Søndagspuds troede jeg ikke, der kunde findes i
Verden.
I Kirken sad Præstefamilien paa første Bænk hge
under Prækestolen og vi — min Fader og jeg — et Par
Stole bagenfor, og vi vekslede da mangt et kun for os
forstaaeligt Frimurertegn.
Engang krænkede Susanne mig dog dybt — ja til
bittre Taarer. Det blev mig nemlig klart, at hun havde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
