Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Det gik imidlertid saa, at den Seilstump, de kunde
føre, efterhaanden blev mindre og mindre. Sjøen røg,
saa det drev dem i Ansigtet, og Bernt og den næstældste
Broder Anton, der hidtil havde hjulpet Moderen henne
ved Draget, maatte tilslut holde i Raaen, en Udvei, som
man tyer til, naar Baaden ikke engang taaler at gaa for
den sidste Klo — her den femte.
Kammeratbaaden, som imidlertid havde været borte,
dukkede nu pludselig igjen op ved Siden med akkurat
samme Seilføring som Elias’s Baad. —
Men han begyndte nu ikke rigtig at like Mandskabet
der ombord.
De to, som stod der og holdt i Raaen, og hvis blege
Ansigter han skimtede under Sydvesterne, syntes ham
ved den underlige Lysning af Skumbrydningen mere lige
Dødninger end Mennesker, og heller ikke talte de et Ord.
Et Stykke til Luvart øinede han saa igjen den hvide
høie Ryg af en ny Braadsjø, der kom gjennem Mørket,
og han beredte sig itide paa at tage imod den.
Baaden lagdes med Stævnen skjøns op imod den, og
Seilet blev ført størst muligt for at Skabe Fart nok til
at kløve den og seile Sjøen ud igjen.
Ind susede Braadsjøen med et Brus som af en Fos;
atter laa de et Øieblik halvkantrede; men, da det var
over, sad Konen ikke længer ved Draget, heller ikke
stod Anton længer og holdt paa Raaen — de var begge
gaa’t overbord.
Ogsaa denne Gang syntes Elias, at han hørte det
samme fæle Raab i Luften; men midt under det hørte
han tydeligt sin Kone angstfuldt raabe sit Navn.
Da han begreb, at hun var skyllet overbord, sagde han
kun: «I Jesu Navn!» og taug saa.
Han var tilmode, som han helst vilde fulgt efter hende,
men følte derhos, at det nu gjaldt at berge Resten af
den Last, han havde ombord, nemlig Bernt og sine to
andre Sønner, den ene tolv, den anden fjorten Aar, der
en Stund havde staaet for Øsningen, men som siden
havde faaet Plads i Agterskotten bag ham.
Bernt maatte nu passe Raaen alene, og de begge, saa
godt det lod sig gjøre, hjælpes ad.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
