- Project Runeberg -  Samlede Romaner. «Hundreårsutgave» / I Bind. Den Fremsynte. Tremasteren «Fremtiden». /
71

(1934-1934) [MARC] Author: Jonas Lie
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

saa for Klokkeren og tilslut i Mangel af andre ligesom
i Kirken for «Alle de, som syge og sorgfulde ere»,
hvoriblandt jeg nu, i Hjertet glad, regnede mig selv.

SJETTE KAPITEL
Hos Klokkeren.

Det var kun to Dage, før jeg skulde reise til
Tronde-næs med en Jagt, som laa færdig til at gaa nordpaa.

Medens jeg raadløs overveiede alskens Udveie til at
faa Susanne i Tale endnu en sidste Gang, før jeg skulde
afsted, kom der Bud til mig fra Klokkeren, at jeg
endelig maatte komme ud til ham den næste Dag Klokken
elleve præcis: senere var han ikke hjemme.

Samme Formiddag, som Budet kom, havde Susanne
været hos Klokkeren. Hun havde, uden at sige et Ord,
sat sig ned henne ved Bordet med Ansigtet begravet
i Armene.

Da den forskrækkede Klokker trængte ind paa sit
«Hjertensbarn», som han i sin Bekymring kaldte hende,
havde hun endelig med taarevædt Ansigt seet op paa
ham os sagt, at hun græd, fordi hun var saa rent, rent
ulykkelig.

«Men hvorfor da, kjære Susanne?»

«Fordi» — eksploderede det pludselig om Ørene paa
ham — «jeg holder af David og han af mig, og vi er
forlovede, men ingen maa vide af det uden Du,
Klokker! og Du vil ikke forraade os?»

Med dette sidste Spørgsmaal kastede hun sig
grædende om Halsen paa den af Efterretningen bedøvede
og omsusede Klokker, der i Hjertet allerede følte sig
overvunden, længe før han endnu havde rede paa, hvad
det var, han gav sig for.

Han satte Susanne ned igjen i Stolen, talede og
trøstede hende saalænge, indtil han hos sig selv fik modnet
det forstandige Svar, at vi burde bruge de to kommende
Adskillelsens Aar som Prøveaar og derfor i den Tid
netop ikke skrive til hinanden.

Kun maatte Klokkeren saa til Gjengjæld love, at vi

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 15:17:40 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/liesamrom/1/0073.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free