- Project Runeberg -  Samlede Romaner. «Hundreårsutgave» / I Bind. Den Fremsynte. Tremasteren «Fremtiden». /
74

(1934-1934) [MARC] Author: Jonas Lie
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

«Men,» afbrød hun, «Du hører jo ikke paa mig,
David?»

Jeg stod virkelig ogsaa og tænkte paa noget andet;
det var, om jeg vel turde kysse hende til Farvel; jeg
huskede paa isommer ude blandt Vætteskjærene.

I det samme skrabede det ude paa Stenhellen foran
Døren, hvilket betød, at Klokkeren syntes, det nu snart
fik være Slut, og Susanne skyndte sig til min
Skuffelse straks med at faa Presenterne, hvormed jeg endnu

stod i Haanden, gjemte nede i min Brystlomme.

Hun var netop færdig dermed, da Klokkeren traadte
ind og sagde, at vi nu maatte tage Farvel med hinanden.

Susanne saa en Stund paa Klokkeren og derfra bleg
og med Øine, der fyldtes med Graad, hen paa mig,
som om den Tanke, at vi skulde skilles, først nu var
gaaet rigtig op for hende.

Hun gjorde en heftig Bevægelse — hun vilde
Øien-synlig faldt mig om Halsen, men tog sig igjen i det,

fordi Klokkeren var tilstede.

Nu tog hun kun min Haand, førte den op til sine
Øine uden at sige et Ord og skyndte sig bort.

Det var mere, end jeg kunde udholde, og jeg tror,
det var for meget for den gamle Klokker med. Han
gik frem og tilbage og kneppede sagte paa Strengene,
medens jeg henne ved Bordet lod Taarerne faa frit Løb.

Før jeg gik, spillede han en lille deilig «Slaat», som
han havde gjort, da han var tyve Aar.

Den greb mig dybt, fordi jeg syntes, den var gjort
ligesom om mig og Susanne; den sang indeni mig længe
bagefter, saa jeg lærte den udenad.

«Der hører nok én til,» sagde han, da han sluttede,
og dernæst — efter et lidet Ophold som i en tung
Erindring — «men den er lidet lystelig og passer ikke for
Dig!»

Da Jagten tidligt den næste Morgen reiste, viftede
der et Tørklæde ud af Salsvinduet i Præstegaarden og
til Svar en blank Hat ombord.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 15:17:40 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/liesamrom/1/0076.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free