Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jeg søgte at komme ud af Salen, men Synet greb mig
forinden.
Jeg saa Susannes Ansigt, medens hun dansede med
Martinez, hvidt som en gribende skjøn Afdøds, og den
grønne Krans med de smaa hvide Blomster hang hende
i Haaret som vaadt Sjøgræs. Det var, som der drev
Vand ned ad hende.
Blodet strømmede mig til Hjertet; Salen var snart
mørk, snart dreiede den sig under Gnister af tusinde
Lys rundt for mine Øine med de dansende Par.
Jeg vilde visselig være besvimet nede ved Døren, havde
ikke Doktoren taget mig under Armen og ført mig ud paa
den kjølige Gang, og derfra ind i et lidet Gjæsteværelse,
hvor han lod mig drikke Vand og hvile paa Sengen.
Da han en halv Timestid efter Anfaldet kom tilbage
og saa, at jeg var kommen mig, satte han sig mildt og
venligt ned ved Sengen hos mig og begyndte paa sin
trohjertige Maade at tale, som han sagde «ligefremt»
med mig.
Han havde, sagde han, idet han med Lysesaksen
betænksomt kløvede Tanden i Lyset, — som han,
formodentlig for at kunne iagttage mig, havde taget bort fra
Speilbordet og nu sad med i Haanden, — den Aften, fra
jeg kom op i Salen, lagt Mærke til mig og troede at
forstaa, at jeg inklinerede for den smukke Susanne L.,
men var skinsyg paa den unge Hr. Martinez. Han havde
ogsaa før hørt en Fugl synge om den Ting.
Det var en Følelse, som mange unge Mennesker bare
vilde have godt af og udvikles ved, men for mig med
min Sindsdisposition vilde den Slags ophidsende
Stemninger kun være i høieste Grad til Skade; han havde
desværre, lagde han sagte til, havt Erfaringer derfor fra
min egen stakkels Moder; thi det, at hun i min
Barndom havde opdaget, at hendes Sindssygdom var nedarvet
paa mig, havde kun været den tilfældige Anledning til,
at hun mistede Forstanden.
Som Læge og Ven vilde han sige mig dette nu, medens
han mente der endnu var Tid for mig til ikke at lade
denne Følelse slaa Rødder. Og han vilde sige det ikke
blot for min egen, men ogsaa for Susannes Skyld, hvem
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
