Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Da min Fa’r kom ind ad Døren, stod Præsten op og
greb med Taarer i Øinene hans Haand.
Efter et Ophold som for at fatte sig, ytrede han, at
min Fa’r her saa for sig en ulykkelig, men ydmyg
Mand, som Gud havde maattet tugte strængt, før hans
Sind rigtig havde villet bøie sig til ham. Han vilde nu,
for sin Ulykkes Skyld, bede min Fader om ikke
længer at unddrage ham sit gamle Venskab.
Om den Sag, der var Anledning til Fjernelsen, vilde
han ikke nu tale; han havde der handlet efter sin bedste
Overbevisning. Der var derimod noget andet, som nu
laa ham paa Hjerte, og her lagde han Armen om min
Skulder og trak mig fortroligt hen til sig, medens han
atter satte sig ned i Sofaen.
Hans Datter Susanne, fortsatte han, sukkende ved
Navnet, havde et par Dage før Gud tog hende til sig,
indviet ham i sin Fortrolighed og sagt ham, at hun
havde holdt af mig, fra hun var liden, og at vi to alt
havde givet hinanden Forlovelsesløftet med Tanke paa
at fortælle vore Forældre Forholdet, naar jeg var
bleven Student.
Han havde i Begyndelsen sat sig haardt imod af flere
Grunde, hvoriblandt først og fremst min Sygelighed
og begges Ungdom. Men Susanne havde i denne Sag
vist et saa dybt Alvor og udtalt en saa bestemt Villie,
at det var blevet ham, der kjendte hendes Natur, klart,
at denne Kjærlighed var vokset hos hende i mange Aar
og nu ikke længer stod til at oprykke. Og det var
nu hans bedste Trøst midt i Sorgen, at han, samme
Morgen som de skulde reise hjemover paa den
ulykkelige Tur, havde givet efter og tillige lovet hende at virke
for, at ogsaa min Fa’r gav sit Samtykke.
Her stod han nu i dets Sted uden nogen Datter og
kun som den, der fortalte, at Ulykken ogsaa havde
rammet min Fa’rs Hus og truffet hans eneste Barn. Han
vilde, som han haabede med min Faders Tilladelse,
herefter altid betragte mig som sin Søn.
Min Fa’r sat længe overrasket og bleg; det var, som
han havde meget sent for at fatte det, der blev sagt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
