Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Da disse Ting senere spurgtes udover til Løvøen,
forstod Isak godt, at det var endel af Pengene fra Vraget,
som Stuwitz havde søgt at give ud, og han tænkte med
en vis Glæde paa, at denne nu kanske var nødt til at
brænde inde med Resten uden at kunne faa Nytte af
dem.
Den, som ikke var tilfreds med dette, var den stakkels
Kammerraad Storm. Han havde et Øieblik blusset op
med sin gamle Kraft i denne Sag og gaat Stuwitz
temmelig alvorlig paa Klingen; men hans Stilling forbød ham
nu at gjøre mere Røre i Sagen.
Han var Enkemand; — med Fartøiet havde han
mistet sin eneste nære Famille, som var hans yngre Broder
Skibsføreren og dennes Hustru; han havde sat til sit
gode Navn paa sit Hjemsted og dertil hele sin Formue.
Nu syntes han sløvt at ville slutte sig ind i sit eget Skal.
Naar han ikke var sysselsat med sit Arbeide, saa man
ham gjerne drive frem og tilbage med sin Pibe.
Hans eneste fortrolige syntes at være Gaardshunden,
der gjerae kom hen og lagde sit store, sorte Hoved paa
hans Knæ, medens han sad paa Trappen og blæste
Røgen ud i Luften. Det var formodentlig en taus Tale i
Røgen, som Hunden forstod, thi dens Øine saa hele
Tiden op til hans Ansigt.
Naar han saa Stuwitz komme, gik han som oftest bort.
Han kunde ikke fordrage dette Menneske, men turde
paa den anden Side heller ikke rigtig vise det.
Om Eftermiddagen spadserede han ofte med
Hænderne paa Ryggen op til en brat Fjeldskrænt, som
kaldes Prækestolen, hvorfra der er en vid Udsigt over
Havet. Der stod han gjerne en Stund og saa tungsindig
udover den vide Kirkegaard, hvor Tremasteren og hans
Lykke var begravet.
En Dag, — det var samme Aar som han var kommet
i Huset — havde han dog der truffet en Mand, som var
endnu mere sorgfuld og tung tilsinds end han selv. Det
var en høi, bredvokset ung Fiskehonde ved Navn Lars
eller Store-Lars, som de kaldte ham, der øicnsynlig stod
i Begreb med at gjøre Ende paa sit Liv.
Han fik ham til at afstaa fra sit Forsæt og at følge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
