Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den tredie Thingdag stod Forhøret over Kvænen og
Jon Zachariasen.
Jon kaldtes først frem og dernæst Kvænen; de blev
begge formanede til Bekjendelse, hvorved Straffen vilde
mildnes. Blandt Folket ikke langt bag Fa’ren saas
Mortens lyse, nu forskrækkede Ansigt, og ligeoverfor Jon,
paa Bænken ved Siden af Lagretten, sad Stuwitz
for-overbøiet med Hænderne sammenkneppede om det ene
Knæ, opmærksomt lyttende.
Til Formaningen om at bekjende, svarede Jon, at han
var en ærlig Mand, og vovede derpaa med et langt
Øie-kast hen paa Stuwitz at tilføie, at det var godt, om
enhver, som nu sad her, med Sandhed turde sige det.
Stuwitz opfattede Bhkket, som han et Øieblik undveg,
og læste deri, at for denne Mand maatte han vogte sig.
Nu kom Vidnerne efterhaanden frem en efter en.
Under Udsagnene perlede Sveden ned ad Jons brune
Ansigt. Af og til søgte hans Blik hvast hen paa Stuwitz,
der om forsætligt eller tilfældigt aldrig saa didhen. Ved
Siden af ham stod Kvænen taus og trodsig.
Ingen af Vidnerne havde hørt noget selv, men enhver
villet hørt det af andre, hvem de tildels navngav.
Det sidste Vidne var en bleg Mand, paa hvem Stuwitz
hele Tiden fæstede Øiet tungt og næsten truende.
Han forklarede sig vaklende og tildels utydeligt om,
at han i Jons Baad havde gjenkjendt et Fæstetoug med
Mærke efter en Kaggeknytning.
Man holdt allerede paa at føre dette graverende
Vidnesbyrd i Pennen, da Morten, der hele Tiden aandeløst
havde hørt til, ude af sig selv raabte:
«Far! Fæstetouget sidder i Dræggen, saa kan de faa
se. Det var det, vi fik i Sørstrømmen.»
Derpaa løb han ned til Baaden, halede Dræggen op
og tog Touget med sig op i Thingstuen.
Da det kom frem i Retten, vedgik Vidnet, der
øien-synlig var forfjamset ved Stuwitz’s forbittrede Øiekast
og ikke længer forstod at rette sig efter hans Mening, at
Touget var det samme, som han havde ment; men det
bar ikke de omtalte Mærker eller Spor af at have siddet
i Garn.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
