Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
sine Fiskevarer. Mangen Nordlænding, lige fra
Helgeland og op i Finmarken stod i Gjældsforhold til
Miihlen-wads «Stue» nede paa Tyskebryggen.
I de to Stævnetider ankrede de mange Jægter, som
havde Handel der, saavidt gjørligt paa Vaagen lige
udenfor Stedet. Der herskede da den største Travlhed nede
paa Bryggen, hvor man ekspederede Fisken ved Vægten,
medens hele Dagen et Mylder af «Nordfarer» gik ind og
ud af Stuerne.
Man leverede sine Varer, betalte lidt «paa gammelt»
og fik Resten udbetalt efter vanlig Handelsskik.
Gamle Miihlenwad bode selv paa Øvregaden i et
hvidt, spidsgavlet Hus af den gamle tyske Stil, der stod
smalklemt mellem sine Naboer i Husrækken, som en
Soldat i Geled.
Han var ogsaa selv i alle Maader en Mand af den
gammeldags Skole og hørte til de tyske Familier, som
særlig søgte til Tyskekirken.
Det var en streng religiøs Mand efter alle Former, —
Penge- og Forretningsmand fra Top til Taa, — og for
hans Bevidsthed stod Vorherre vistnok ogsaa væsentlig
som Verdens øverste og prompteste Forretningsmand.
Den Gud, han holdt Konto med, var forøvrigt ligesaa
smaalig og nærig, som han selv, og stod især vredeligt
paa sin Ret uden Afslag saavel til Bord- og Aftenbønnen
som til den syvende Dag med Formiddagspræken og
Læsning i Huset.
Med sin bredskyggede Hue, den brune Klædesfrak og
den brune, tykke Stok med Guldknap, — altid at se ved
den samme Stolpe, — var han en af den gamle Børs’s
eiendommelige Figurer.
At hans Navn var godt som Guld, det vidste alle, og
ligesaa, at han var imod alle de nye Paafund, der
begyndte at dukke op i den yngre Handelsstand, og ikke
mindst imod Sagen om den nye Børs, hvorom Tanken
havde begyndt at røre sig. Med en Hustru, der var død
tidligt, og som ikke havde havt det for godt, men
hvorover der paa Kirkegaarden stod et stort Gravmærke,
havde han en Søn ved Navn Wollert, hvis eneste Frihed
i Opvæksten havde været Skoletiden, hvis Skræk endnu
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
