Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hun saa da saa rolig og stolt ud som nogengang; men
der var noget ved Øinene og over Ansigtet, mens hun
gav mig denne Besked, hvoraf jeg havde ondt i Hjertet
hele Natten efter.
Hun saa sig om i Stuen et Øieblik, før hun gik op
for at lægge sig — siden henlaa hun i fire Dage uden
at mæle et Ord.
Den sidste Morgen viste hun paa Nøglen til Skabet,
hvor de Lagener laa, hvori hun vilde svøbes, og
forærede mig sit Gulduhr, der laa paa Natbordet. Hun
nævnte da flere Gange «Edel» og «Hansine».
Da Husfolkene skulde op for at sige Farvel, hviskede
hun, idet hun, som hun pleiede, befalte med Haanden,
at hun ikke vilde se Stuwitz.
Med sit hvide Haar laa hun mod Puden som en
Dronning paa Parade, medens Folkene og de gamle
Lægds-lemmer gik sagte gjennem Værelset.
Provst Muller var hos hende, og da fik Heggelund Lov
til at tage hende i Haanden — hun havde hørt, at han
græd bag Sengegardinet.
Jeg støttede hende, medens hun drog sit sidste Suk,
og» — endte Jomfru Dyring i sin Rørelse — «hun kunde
gjerne være Dronning, slig Ære var det at have hende
til Husmoder, og hendes Sind var trofast som Guld mod
dem, som hun engang havde sat Lid til.»
Morten gik dette nær tilsinds.
Han tænkte paa al den Sorg, der var gaat over dette
før saa glade Hus, og paa Edel, som havde baaret alt
dette paa sine uvante Skuldre.
Edels Udseende havde i de forløbne Aar unægtelig
vundet, og det ikke blot i Morten Jonsens partiske Øine.
Det svære rige Haar og de mørke Øine laante hendes
maaske lidt vel brunlige Teint sin egen Skjønhed, og den
Maade, hvorpaa hun bar sit Hoved, gav hendes
Holdning noget eiendommebg smukt. Modgangen og et indre
Liv, der ikke havde været ubevæget, havde beaandet
hendes Ansigt og fremmodnet et for en ung Pige
usædvanligt Præg af indre Betydenhed og Karakter. Der laa
maaske — efter Moderen — lidt vel megen Villie i det.
Morten Jonsen optraadte fortiden paatageligt som alt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
