Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
87
Vi Lemmerne kjøle i Skyggen af en Lind og Bøg,
Og Damon opmuntrer os med uskyldig Spøg.
Den Byrde,
En Hyrde
Om Dagen har, ved Solens Glød
At svede
At Hede,
Gjør denne Aftenly saa sød:
Helst naar han faar hvile i en Hyrdindes Skjød.
Et Digt som dette er ligesom en smuk Concylie:
det levende Indhold, den engang omsluttede,
existerer ikke mere, men endnu glæder den Betragteren
ved sin Form og sine Farver.
Endogsaa ved at lægge Mærke til rent formelle
Smaatiug kan man tydeligt se Fremskridtet. Et
Par Exempler vil strax gjøre dette indlysende.
De gamle Poeter havde ingen Følelse af, at der burde
herske Enhed mellem Strofens Indhold og dens metriske
Fonn, ogimaage af deres Digte synes Formen at være
en Vilkaarlighed af Forfatteren, istedetfor at den burde
gjøre Indtryk af at være naturlig udsprunget af Digtets
Ide. Selv hos Ambrosius Stub kan man finde mange
Exempler herpaa, saaledes f. Ex. i «Foraarsarien»:
Den kjedsom Vinter gik sin Gang,
Den Dag saa kort, den Nat saa lang
Forandrer sig
Saa lempelig;
Den barske Vind, den mørke Sky
Maa fly.
Vor Kakkelovn saa ene staar;
Og hver Dags Kolde-Syge faar;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
