Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
120
Præmien: men Digtet indeholder ogsaa et andet
Element, der stemmede bedre med Selskabets Smag.
Han afbryder nemlig pludselig, og begynder
temmelig umotiveret, ja endog i Strid med, hvad han
tidligere har fremsat, at prise Skaberens Almagt og
Visdom, fordi han har lært Menneskene at tinde Vej
over Havet og herske over Vind og Vove, og fordi
han opholder dem paa det svage Skib, hvor «liver
Nagle blot staar ved hans Forsyn fast». Skjønt
han ikke indser andet, end at Søfarten blot har
ført Ulykke og Synd ind i Verden, priser han dog
Skaberen, fordi han fører alt til det gode, og skjønt
han nys har sagt, at Menneskene pløjer Havet «til
Trods for Gud», erklærer han dog nu, at Søfarten
fremmer Guds Vilje o. s. v. Den indre Splid, som
savedes er opstaaet mellem Digtets forskjellige
Dele, har sin naturlige Aarsag i, at Tullin her har
søgt at forene to uforenelige og hinanden modsigende
Ideer: det i sit inderste Væsen saavelsom i sine
Konsekvenser revolutionære Naturevangelium med
den konservative Begejstring for Tilværelsens
Herlighed. I «Majdagen», hvor disse Ideer allerede er
sammenkoblede, kommer denne Selvmodsigelse ikke
saa klart tilsyne, thi her knyttes jo Tilbedelsen af
«Guds Visdom i Skabningen» til Betragtningen ar
Naturens Herlighed, medens Foragten for
Kulturlivets Usselhed, der synes opfattet som Menneskenes
Værk, fremtræder mere isoleret. Men idet Digteren
begik det Misgreb at knytte hin Forherligelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
