Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
243
Stavelser og en Trochæ. Munchs Strofe er da langt
strengere bygget end Moes, idet Versets Grundform,
Daktylen, kommer meget stærkere frem i
«Brudefærden» end i «Løvsprætstid»; men paa den anden
Side gjør Afvexlingen i Moes Strofe et meget
behageligt Indtryk, den gjør Strofen langt naturligere
og friere, saa den gjør mindre Indtryk af at være
Kunstdigtning og mere af at være bleven til paa
Folkevisens naive Maade, med andre Ord: at have
«gjort seg sjøl».
I fuld Overensstemmelse med dette folkelige
Præg, der hviler over Moes Digte i metrisk
Henseende, staar den umiddelbare Udtryksmaade, der
udmærker dem. Forestillingerne fremtræder her som
Forestillinger og har ikke omsat sig i Begreber, en
Ejendommelighed, der er ligesaa karakteristisk for
Barnet som for den sande Digter. I sin umiddelbare
Friskhed skjæmmes denne Stil ikke af Abstraktioner;
alt bliver anskueligt; selv det abstrakte
fremtræder her ikke i sin Nøgenhed, men altid iført et
konkret Klædebon. Den Tanke f. Ex., at det er
Kjærligheden, der forsoner Menneskene med Naturens
kolde Vildhed, fremsætter Moe ikke som en Tanke,
men som Billeder; han skildrer først et saadant
koldt, vildt Landskab, og ved Enden af denne
Skildring sætter han et lidet erotisk Billede; han
gjentager den samme Fremgangsmaade i nok et
Vers; saa skriver han «Forsoning» over, og Digtet
er færdigt. Det lyder da saaledes:
16*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
