Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
•253
Rødlig skinner Kirkemuren,
Skyen liænger lys og let —
Gjennem Taarer ler Naturen
Som et Barn, der nys har grædt.
(I, 75).
Skjønt disse Naturskildringer ikke findes i stort
Antal, vil de dog være nok til at sikre Moe en
Plads i vor Literatur.
Istedetfor dette smukke, rent humane Forhold
til Naturen træder i Moes religiøse Digte et andet,
der ikke er mindre inderligt og karakteristisk, skjønt
det repræsenterer et afgjort Tilbageskridt i poetisk
Henseende. Han betragter her ikke længere Naturen
for dens Skjønheds Skyld, men fordi den vækker
religiøse Tanker og Følelser hos ham. Den har nu
kun Værd for ham, naar den for hans Blik synes
at ophæve sig selv og gaa over i Religionen.
Saaledes ser han ofte i Naturen et Symbol paa en eller
anden religiøs Lærdom. En Maaltrost, der sidder
paa en korsformet Grankvist, tolker ham den «gamle
Lære,»
at Korset, det maa mig bære,
Om Foden skal Fæste faa.
(En gammel Lære, I, 263).
En gammel ærværdig Eg lærer ham at «bygge
paa den ene trofaste Grund,» at «staa med sindigt
Mod», naar Stormene kommer, at hige opad og
— drikke fraoven Saften,
Lyset, Livet og Kraften.
(Den gamle Mester, I, 225).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
